2

Den 24. august er Flag Day i Liberia. Det er i dag de hylder flaget, Liberias værdighed og stolthed. Flaget ligner USA's, bare 1 stjerne i stedet for 52!
På vejen fra Swedru til Monrovia, kørte vi igennem flere paradeoptog, med folk udklædt som soldater, politi, traditional culture, studerende m.m. - repræsentanter for landet. Det var meget festligt og opmundrende at se dem fejre denne dag, netop som jeg sad og læste i Ellen Johnson Sirleaf's selvbiografi. Den første kvindlige præsident i vest Afrika og hendes bog giver, stikmodsat, et skræmmende billede af, hvilken historie liberianerne lever med i rygsækken. Den ene magtlystne diktator væltet af pinden efter den anden, efter drablige og blodige militærkup, som medførte undertrykkelse i en grad som jeg har svært ved at forestille mig, at man kan leve i. Det er så langt fra den virklighed vi lever i, men spændende at få et indblik i historien. Og da jeg forleden gik forbi Samuel Doe (modbydelig præsident i 70-80erne) 's palads i Swedru, der aldrig nåede at blive færdigt før han blev dræbt af Charles Taylor, studsede jeg lige op et øjeblik - shit mand - det er f...... lige her, at det hele har fundet sted.
Det kan man godt glemme i hverdagen, og pludselig bliver man mindet om, at det ikke er mere end 9 år siden krigen sluttede. Måske er det meget sundt, at man ikke konstant går rundt og forestiller sig hvad de hver især har været igennem, men at man også fokuserer på hvad der er aktuelt, og ikke udelukkende ser dem som stakler, der ikke kan klare sig selv. Forhåbentlig kan de unge fra YEP programmet være et eksempel på, hvor meget resilience mange er i besiddelse af, hvis alt er gået som planlagt. I'll let you know...

I går blev der stemt til den referendum, som skal danne grundlag for næste præsidentvalg i oktober. Jeg må indrømme at jeg ikke helt havde styr på hvad det indebar, men nu ved jeg at de skulle stemme ja eller nej til 4-5 lovgivningsmæssige ændringer, før valget kan udskrives, bl.a. om man som præsidentkandidat skal have boet i landet i 5 eller 10 år, før man kan stille op (Fr. Sirleaf opfylder ikke de 5 år, lige som mange andre politikere, der har levet i eksil). Eller om en dommer må sidde til han/hun er 70 eller 75 år - og netop dette sprøgsmål skabte stor forvirring, da der var lavet en fejl i valgsedlen, printet i Danmark for at det ikke skal være løgn. Det var ikke muligt at sætte kryds under 70 eller 75, men i stedet skulle man sige ja eller nej til 75 år. Det skabte så stor forvirring og utilfredshed, at mange opgav ventetiden i de lange køer og undlod at stemme. TIA.
Men det hele foregik fredeligt, og der har ikke været uroligheder, så vidt jeg ved. Og heldigvis har jeg mødt en sydfynsk Safety Adviser fra UNHCR, som har lovet at opdatere os, hvis noget skulle komme under optræk. Det er jeg faktisk ret taknemmelig for!

Jeg tog afsted fra Fish Town i fredags, og har officielt været på vej til introduktion på hovedkontoret i Monrovia, hvor jeg netop er kommet til i dag, onsdag. Så der har også været plads til weekend og forkælelse i Elses hus i Swedru, med masser af tid til at hænge i lænestolen, læse bog og være lidt mindre beskidt, end normalt. Når jeg kommer tilbage til min lille by, skal jeg igang med at etablere nogle gode kontakter til de unge. Det glæder jeg mig meget til at komme igang med.
Jeg skal forhåbentlig også igang med at etablere mig i mit nye hjem (hvis jeg får lov til at blive mere end 1,5 uge), hos Dansk Flygtningehjælp. De har kontor lidt tættere på uptown og har et par værelser de lejer ud. Det er ikke helt samme standart som jeg lagde ud med, men der er da et rigtigt toilet i huset. Jeg har lavet en lang indkøbsliste til det supermarkede, som jeg skal rippe for tun, bønner, kaffe og mælkepulver m.m. imens jeg er i Monrovia. Der er ved at gå lidt sport i at udtænke opbevaringssystemer, så man undgår myrer og mus, og ikke mindst hvilke simple retter man kan lave over de varme gløder... Indtil videre er olivenolie og hvidløg udgangspunktet for det meste, og det er skide godt.
Nu er den første måned snart gået, og jeg glæder mig til at komme tilbage til Fish Town. Jeg synes at jeg begynder at falde godt til og det virker ikke længere så skræmmende og anderledes at være på egne ben. Jeg har tilmed flere gange fået hilsner fra folk dernede, efter at jeg tog afsted i fredags og det syntes jeg var helt rørende.

Den fede traditionelle liberianske musik, som jeg er på jagt efter, lader til at være yderst domineret af nigeriansk poppet rap musik, fx. spiller de ofte et (perverst) hit, hvor teksten play with this thing, I'll teach you how to play with this thing, so that you can pay with this thing bliver gentaget om og om igen!

1

(Søndag d.14/8-11)

Kære alle,
I dag er det min 14. dag i Liberia. Det er min 10. dag i Fish Town, og for hver dag der går, føles det mere og mere normalt at gå gennem byen. Den ekstreme opmærksomhed jeg får hver gang jeg bevæger mig ud, føles ikke helt naturlig endnu, men både Fish Town og jeg, er ved at vænne os til at jeg er her. Og ja, i løbet af de 5 måneder jeg skal tilbringe her, skal det nok blive ganske naturligt.

Efter et par dages introduktion/"nu er du landet-you get it? - øøøøh?!!" i Swedru, hvor Else, min praktikvejleder, arbejder og bor, kørte vi sammen til Fish Town, hvor jeg skal samarbejde med YEP-teamet. YEP progammet er Ibis' Youth Education Pack programme, som er målrette unge mellem 15 og 25 år. Formålet med det 10 måneders lange uddannelsesforløb på YEP centret er, at unge, der pga. borgerkrigen, ikke havde mulighed for at følge skolegang, nu får en chance til, og bliver udstyret med diverse værktøjer, så de selv kan skabe en lysere fremtid - in other words, empowerment ud over alle grænser. De bliver undervist i diverse life skills fra kl. 8-12, bestående af simple regne og læse færdigheder, hygiejne og sundhed, HIV/AIDS problematik og rettigheder. Efter frokost, der bliver serveret på centret, går de unge ud i deres respektive værksteder, hvor de enten oplæres til skræddere, tømre, murere, bager/kok, eller landbrug. De bliver klædt på til at drive en virksomhed; hvordan man fører regnskab, hvad er god kundekontakt osv. og når de har gennemført de 10 måneders Skills Training, inddeles de i mindre grupper på 6-8 stykker. I disse grupper bliver de udstyret med, og har fælles ansvar for en værktøjskasse, med materialer til at starte etableringen af et skrædderi, en tømre- eller murer biks, eller hvilket praktisk håndværk de har lært.
Min opgave består i at følge de unge, efter de 10 måneders forløb, og undersøge hvordan Ibis optimalt kan støtte de unge efterfølgende. Moralsk support, økonomisk støtte til at etablere en business, eller andre forhold, der kræver opbakning. Det vil tiden vise. Det bliver interessant at kunne følge det første hold, der blev færdige for godt et år siden, og som nu ideelt set skulle være igang med deres små virksomheder, eller på anden vis nyde godt af programmet. Og interessant at sammenligne deres erfaringer, med det andet hold, der netop er blevet færdige, og som nu står overfor at skulle videre i tilværelsen, og gøre brug af al den viden og værktøjer de har erhvervet sig. Det tredje hold starter 1. oktober, og her skulle det gerne være muligt at tilpasse programmet, ud fra de erfaringer, der er gjort på de to første hold. Programmet kører indtil 2014, og Ibis er allerede igang med overvejelser vedr. exit strategi. Jeg tager hatten af, og bliver virkelig motiveret af at se hvordan alle medarbejdere udfører deres arbejde - internationale så vel som nationalt ansatte. Det er fedt at få lov til at være med!

Man skal ikke lade sig kimse af begrebet tilpasning, hvilket jeg måske har gjort i en vis forstand, med mine tidligere jungle-erfaringer i baghovedet. Volumen af at være helt på egne hånd, har overrasket mig en smule, selvom jeg på bedste vis har forsøgt at forberede mig på netop denne komponent. Forskellen mellem at få ualmindeligt meget opmærksomhed alene og sammen med en anden, føles stor og overvældende. Det hænger til dels sammen med, at det er mit første eventyr på egen hånd. Dernæst har man i Fish Town ikke haft en "whywoma" (White Woman på Liberian English) boende fast i længere tid, og jeg har derudover en fornemmelse af, at de synes at jeg er meget ung. Normalt er det "voksne" mennesker, på den anden side af 40-50 år (no offence), som kommer forbi. Men jeg tager det som et kompliment i første omgang...

Ud over den lidt overvældende følelse af at være på egen hånd, meget langt hjemmefra, er jeg rigtig glad for, og spændt på at tage udfordringerne op. Folk er utrolig søde og imødekommende, og alle på kontoret vil mig det bedste. Så jeg er slet ikke Palle Alene i Verden -  der bliver sørget godt for mig på Mary's - den lokale bar i byen -, og lige nu bor jeg på et guest house, hvor security kvinderne bringer ris til mig, og som jeg hygge-snakker med på terrassen. Jeg har lavet en date med Lou, om at hun skal lære mig hvordan man laver Palm Butter Soup og Patato Greens i løbet af ugen. I dag lagde jeg ører til en heftig diskusion, om en kamp fra premier league spillet tidligere i dag. Så vidt jeg kunne forstå, handlede det mest om hvem ved bordet, der kunne udtrykke sin holdning højest, men her kommer min (minimale) interesse for fjernsyns-fodbold måske også til syne... Om ikke andet, var det underholdning i topklasse! Og hvem ved - måske tager jeg med og ser næste kamp, for at kunne være med i diskussionen:)

I fredags tog jeg med på awareness tur i River Gee District, sammen med YEP center lederen James, og tre medarbejdere. Om en måned lukker de registreringen af de 70 heldige elever, som skal starte på næste hold, så i den følgende uge, bliver der annonceret om mulighederne på YEP centret, (som jo forøvrigt er helt gratis). Vi kørte igennem forskellige landsbyer, hvor vi talte med borgmestre og vigtige ældre mænd og kvinder, om hvor vigtigt det er, at de unge, uden skolegang i rygsækken, benytter sig af denne chance. "Even baby mothers can come - there are people who take care of the children, while mothers attend class". Der var en enorm opbakning og taknemmelighed fra alle vi talte med, og vi gik til sidst på live radio, hvor James brillerede med bedste overbevisningsevne. Det var spændende at være med, og opleve hvordan der bliver arbejdet i felten, og det kommer ikke bag på mig, at Ibis ansatte virker til at være meget kompetente og engagerede i deres arbejde.
Det var fantastisk at kører gennem det ualmindelig smukke landskab, på de røde jordveje med den frodigste grønne jungle, så vidt øjet kunne skue. Under og efter regnfald, som er hyppige på denne tid af året, bliver vejene til brun sæbe, og det er ikke ualmindeligt at der ligger væltede biler i vejgrøften, som skal hjælpes op, og i værste fald forsager slemme skader på passagererne. Den næste tid kommer højst sandsynligt til at være lidt grå i det, men solen skinner som regel også i løbet af dagen, så det er ikke så vådt som jeg havde forventet.

Som ekstra bonus info kan jeg til sidst indskyde, at jeg kun kan sende sms'er til et begrænset antal folk derhjemme, og kun kan modtage fra Morten, Louise og Stine (som sidder i Uganda). Det er lidt træls, når internettet heller ikke er helt stabilt, men her skal det indskydes, at man til gengæld kan sms'e fra skype - og det er gratis! +23(1)6588160. (1) skal måske udelades og erstattes med et nul, eller også skal man bare vælge Liberia på listen ved siden af... Desperado...? Jah, vil herre gerne høre hvordan I har det derhjemme! Men mail fungerer også fint!

Mange kærlige hilsner,
Sabine (eller Safina som de fleste kalder mig)