2

Den 24. august er Flag Day i Liberia. Det er i dag de hylder flaget, Liberias værdighed og stolthed. Flaget ligner USA's, bare 1 stjerne i stedet for 52!
På vejen fra Swedru til Monrovia, kørte vi igennem flere paradeoptog, med folk udklædt som soldater, politi, traditional culture, studerende m.m. - repræsentanter for landet. Det var meget festligt og opmundrende at se dem fejre denne dag, netop som jeg sad og læste i Ellen Johnson Sirleaf's selvbiografi. Den første kvindlige præsident i vest Afrika og hendes bog giver, stikmodsat, et skræmmende billede af, hvilken historie liberianerne lever med i rygsækken. Den ene magtlystne diktator væltet af pinden efter den anden, efter drablige og blodige militærkup, som medførte undertrykkelse i en grad som jeg har svært ved at forestille mig, at man kan leve i. Det er så langt fra den virklighed vi lever i, men spændende at få et indblik i historien. Og da jeg forleden gik forbi Samuel Doe (modbydelig præsident i 70-80erne) 's palads i Swedru, der aldrig nåede at blive færdigt før han blev dræbt af Charles Taylor, studsede jeg lige op et øjeblik - shit mand - det er f...... lige her, at det hele har fundet sted.
Det kan man godt glemme i hverdagen, og pludselig bliver man mindet om, at det ikke er mere end 9 år siden krigen sluttede. Måske er det meget sundt, at man ikke konstant går rundt og forestiller sig hvad de hver især har været igennem, men at man også fokuserer på hvad der er aktuelt, og ikke udelukkende ser dem som stakler, der ikke kan klare sig selv. Forhåbentlig kan de unge fra YEP programmet være et eksempel på, hvor meget resilience mange er i besiddelse af, hvis alt er gået som planlagt. I'll let you know...

I går blev der stemt til den referendum, som skal danne grundlag for næste præsidentvalg i oktober. Jeg må indrømme at jeg ikke helt havde styr på hvad det indebar, men nu ved jeg at de skulle stemme ja eller nej til 4-5 lovgivningsmæssige ændringer, før valget kan udskrives, bl.a. om man som præsidentkandidat skal have boet i landet i 5 eller 10 år, før man kan stille op (Fr. Sirleaf opfylder ikke de 5 år, lige som mange andre politikere, der har levet i eksil). Eller om en dommer må sidde til han/hun er 70 eller 75 år - og netop dette sprøgsmål skabte stor forvirring, da der var lavet en fejl i valgsedlen, printet i Danmark for at det ikke skal være løgn. Det var ikke muligt at sætte kryds under 70 eller 75, men i stedet skulle man sige ja eller nej til 75 år. Det skabte så stor forvirring og utilfredshed, at mange opgav ventetiden i de lange køer og undlod at stemme. TIA.
Men det hele foregik fredeligt, og der har ikke været uroligheder, så vidt jeg ved. Og heldigvis har jeg mødt en sydfynsk Safety Adviser fra UNHCR, som har lovet at opdatere os, hvis noget skulle komme under optræk. Det er jeg faktisk ret taknemmelig for!

Jeg tog afsted fra Fish Town i fredags, og har officielt været på vej til introduktion på hovedkontoret i Monrovia, hvor jeg netop er kommet til i dag, onsdag. Så der har også været plads til weekend og forkælelse i Elses hus i Swedru, med masser af tid til at hænge i lænestolen, læse bog og være lidt mindre beskidt, end normalt. Når jeg kommer tilbage til min lille by, skal jeg igang med at etablere nogle gode kontakter til de unge. Det glæder jeg mig meget til at komme igang med.
Jeg skal forhåbentlig også igang med at etablere mig i mit nye hjem (hvis jeg får lov til at blive mere end 1,5 uge), hos Dansk Flygtningehjælp. De har kontor lidt tættere på uptown og har et par værelser de lejer ud. Det er ikke helt samme standart som jeg lagde ud med, men der er da et rigtigt toilet i huset. Jeg har lavet en lang indkøbsliste til det supermarkede, som jeg skal rippe for tun, bønner, kaffe og mælkepulver m.m. imens jeg er i Monrovia. Der er ved at gå lidt sport i at udtænke opbevaringssystemer, så man undgår myrer og mus, og ikke mindst hvilke simple retter man kan lave over de varme gløder... Indtil videre er olivenolie og hvidløg udgangspunktet for det meste, og det er skide godt.
Nu er den første måned snart gået, og jeg glæder mig til at komme tilbage til Fish Town. Jeg synes at jeg begynder at falde godt til og det virker ikke længere så skræmmende og anderledes at være på egne ben. Jeg har tilmed flere gange fået hilsner fra folk dernede, efter at jeg tog afsted i fredags og det syntes jeg var helt rørende.

Den fede traditionelle liberianske musik, som jeg er på jagt efter, lader til at være yderst domineret af nigeriansk poppet rap musik, fx. spiller de ofte et (perverst) hit, hvor teksten play with this thing, I'll teach you how to play with this thing, so that you can pay with this thing bliver gentaget om og om igen!